Nyheder Naturlegepladsen Den handicapvenlige have Sansehaven Om Helle Geelsgård Andre projekter Skriv til Helle English Forsiden
 
 Tørresnoren og gammeldags stauder vækker minder

Friske stikkelsbær til Ellen - Læs Villabyernes reportage fra et besøg i haven.

Dufte af blomster og krydderurter, lyden af rislende vand, udsigt til smukke planter og træer samt smagen af bær og frugter er nu blevet en del af hverdagen for beboerne på plejehjemmet Søndersøhave.

Onsdag den 25. juni 2008 fik Gentofte Kommune sin første sansehave for demente plejehjemsbeboere. Socialudvalgsformand Kirsten Kierkegaard, som er primus motor bag den politiske beslutning om etablering af i alt ni sansehaver ved kommunens plejehjem, glædede sig over at se sin vision realiseret.



Socialudvalgsformand Kirsten Kierkegaard fra Gentoftes Kommunalbestyrelse holdt indvielsestale. Ved siden af står landskabsarkitekt Helle Nebelong og Søndersøhaves forstander Anita Helles Hansen. I baggrunden beboere og pårørende og yderst til højre Gentofte Kommunes borgmester Hans Toft.


Forstander Anita Helles Hansen fortæller, at beboere og personale gennem hele processen har fulgt ivrigt med i, hvordan den gamle have har forvandlet sig fra en grøn, utilgængelig græsplæne til en have, hvor alle har adgang til et fantastisk sanseorgie: ”Beboerne er begejstrede for haven. De har fulgt med i og nydt synet af, at haven efterhånden tog form – nu kan de endelig komme ud og nyde det hele”, siger hun.

En have, der giver lyst til bevægelse
Sansehavens udformning er blevet til på baggrund af møder mellem personale, pårørende, repræsentanter fra Seniorrådet, Gentofte Kommune og landskabsarkitekt Helle Nebelong.
Den største udfordring var at få skabt adgang til haven. Det grønne område var alt for stejlt, beboerne kunne slet ikke bruge det. Det er jo ældre mennesker, som tager små skridt og ikke går så sikket”, fortæller landskabsarkitekten.

Haven består af en hvilehave og en vandrehave. I hvilehaven er et lille vandområde, hvor beboerne kan slappe af og dyppe fødderne, hvis de har lyst. Der er springvand og en bro, man kan gå over. I vandrehaven er anlagt en sti, der snor sig gennem et lille landskab med bærbuske, frugttræer, krydderurter og blomster og musikinstrumenter, en helsegynge og en tørresnor. Alt sammen elementer, som er med til at skærpe sanserne – vække følelser og minder.

Både Anita Helles Hansen og Helle Nebelong fortæller, at allerede inden indvielsen kunne man mærke havens gode effekt på beboerne: ”Nu har de lyst til at komme ud i haven – de beder aktivt om at komme ud og gå tur, det gjorde de ikke før, så det er glædeligt”, siger Anita og Helle samstemmigt.

 © Helle Nebelong


Designet af www.Martinity.com